Vedtægter for “Tømrerbakkens Grundejerforening”
§ 1
Foreningens navn er “Tømrerbakkens Grundejerforening”. Dens hjemsted er Lumsås.
§ 2
Medlemmer af foreningen er de til en hver tid værende ejere af parceller af matr. nr. 20-a Lumsås by, Højby og 4-c Holmstrup, smst., som ifølge deklaration af 30. januar 1974 er pligtige til at indtræde i og være medlem af “Tømrerbakkens Grundejerforening”.
Andre ejere af parceller, der har vejret til de veje der er til “Tømrerbakkens Grundejerforening”, kan optages som medlemmer.
§ 3
Foreningens formål er at vedligeholde de i forbindelse med udstykningen af ovennævnte ejendomme udlagte veje samt i øvrigt varetage grundejernes interesser.
Foreningen, der er påtaleberettiget ifølge fornævnte deklaration, kan til varetagelse af foreningens formål som fællesorgan for medlemmerne optræde med bindende virkning såvel overfor myndigheder som overfor enkeltpersoner.
§ 4
Medlemmerne hæfter ikke solidarisk for foreningens forpligtelser. Når et medlem sælger eller på anden måde ophører med at være ejer af en af de foreningen omfattede ejendomme, er han dermed frigjort for sit medlemskab bortset fra eventuelle restancer, men han har heller intet krav på andel i foreningens eventuelle formue.
§ 5
Til dækning af foreningens udgifter og øvrige administration betaler medlemmerne et årligt bidrag, der hvert år fastsættes af generalforsamlingen. Bestyrelsen fastsætter betalingsfristen.
§ 6
Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af august måned efter bestyrelsens nærmere bestemmelse og indkaldes ved skriftlig meddelelse via e-mail eller, hvis ønskes, pr. brev til hvert enkelt medlem med angivelse af følgende dagsorden:
a. Valg af dirigent.
b. Beretning for det forløbne år.
c. Fremlæggelse og godkendelse af regnskabet samt budget for det kommende år.
d. Vedtagelse af kontingent for det kommende år.
e. Indkomne forslag.
f. Valg af formand
g. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
h. Valg af 2 revisorer og suppleant
i. Eventuelt
Indkaldelsen behøver dog kun at indeholde meddelelse om dagsorden efter vedtægterne og sker med 1 måneds varsel. Dirigenten afgør alle spørgsmål om behandlingsmåden og stemmeafgivningen, men skriftlig afstemning kan besluttes af forsamlingen med simpelt flertal.
Eventuelt indkomne forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
Intet medlem har mere end en stemme, uanset antallet af de af ham tilhørende parceller, og ingen parcel kan medføre mere end en stemmeberettiget.
Medlemmer kan lade sig repræsentere ved skriftlig fuldmagt.
Om det på generalforsamlingen passerede føres en protokol, der underskrives af dirigenten.
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes og ledes på samme måde som den ordinære og skal indeholde dagsorden. Den skal afholdes, når et flertal af bestyrelsen ønsker det, eller når mindst 10 medlemmer begærer det med angivelse af dagsorden. I sidstnævnte tilfælde skal den afholdes inden 1 måned efter begærings indkaldelse.
§ 7
Alle beslutninger på generalforsamlingen tages med simpelt flertal, dog at der til forandring af vedtægterne kræves, at mindst 2/3 af samtlige medlemmer er repræsenteret, og at beslutningen tages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.
Når det sidste er tilfældet, kan gyldig beslutning træffes på en ny generalforsamling, ordinær eller ekstraordinær, med samme majoritet, hvad angår de på forrige generalforsamling vedtagne beslutninger, og det uanset de mødendes antal.
§ 8
Foreningens opgaver varetages af en bestyrelse under ansvar over for generalforsamlingen:
Bestyrelsen består af en formand, der vælges direkte af generalforsamlingen, og af 4 andre medlemmer, der ligeledes vælges af generalforsamlingen for 2 år, men således at 2 af disse afgår hvert år, første gang ved lodtrækning. Der vælges tillige hvert år 2 suppleanter til bestyrelsen.
Endvidere vælger generalforsamlingen hvert år 2 revisorer samt en revisorsuppleant.
Genvalg kan finde sted, og man kan kun undslå sig i så lang tid, som man har virket som enten bestyrelsesmedlem eller som revisor.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand og kasserer og fastsætter selv sin forretningsorden. Den er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er til stede, efter at alle er indkaldt. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
Foreningen tegnes af formanden i forbindelse med et bestyrelsesmedlem.
Der føres over forhandlingerne en protokol, der underskrives af deltagende bestyrelsesmedlemmer. Protokollen fremlægges på generalforsamlingen.
§ 9
Regnskabet går fra 1. januar til 31. december. Der skal afleveres til revisionen senest hvert års 15. juni.
Kassereren fører at nøjagtigt regnskab over indtægter og udgifter og udfærdiger årsregnskabet.
Kassebeholdning udover 300,00 kr. indsættes på bankkonto lydende på foreningens navn.
§ 10
Foreningen er berettiget og pligtig til at erholde skøde på de udlagte veje, alene mod at betale de med skødet forbundne omkostninger.
§ 11
Opløsning af foreningen kan kun finde sted med samtykke af ejerne af samtlige de parceller, der omfattes af den i punkt 2 nævnte deklaration. Samtidig træffes der beslutning om, hvorledes der skal forholdes med foreningens eventuelle formue.
Således vedtaget på den stiftende generalforsamling den 30. juli 1988 og senere tilrettet med vedtagne ændringer.